Mødet med Kilimanjaro

Sønnernes og mit møde med Kilimanjaro og Richard Mtui

Når man driver indtil flere virksomheder hjemme i Danmark og sidder med i et pænt antal bestyrelser, kan det være småt med tid til at lade tankerne fare og drømme om andre horisonter end dem, man er vant til. Men en drøm har bidt sig fast i mine to sønner, Jeppe, 24 år, og Simon, 21 år, og mig, siden vi for fire år siden var på safari i Kenya og i det fjerne kunne se Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, på den anden side af grænsen til Tanzania. ”Der skal vi op”, sagde i til hinanden.

I dette efterår realiserede vi drømmen tilskyndet af drengene, der ville videre ud i verden og til Asien, men først gerne ville have denne oplevelse med deres far. Jeg bærer business-tøj i dagligdagen, men har også en vild mand i mig, som gerne vil sanse og opleve verden, og derfor var jeg ikke svær at overtale til et eventyr. Lad det være sagt: Det blev en fantastisk tur, om end den var hård, og især sønnerne til tider døjede med højdesyge og hovedpine undervejs op ad bjerget. Hos mig var det mest fysikken, der var mærket af turen med rygsæk op ad den hurtigste rute, der tager seks dage.

Jægersoldatens morale

Vi havde en erfaren rejseleder, Lothar Friis, der er tidligere jægersoldat og nu er rejsende i selvudvikling. Gruppen var på 14 vidt forskellige mennesker og inkluderede også Simons jævnaldrende kammerat, Mathias. Lothar brugte en del tid på at overbevise mig om, at man også skal nyde livet, alt det man kan, og kun gøre det, man synes er sjovt. Hvorfor skal jeg køre 110 km i timen, når der ikke er behov for det, spurgte han. Det vil jeg forsøge at tage til efterretning, om end der nok skal kæmpes lidt fra min side.

Jeg tror ikke, mine unge rejsekammerater havde gjort sig klart, at nøgleordet for Lothars ekspedition var selvudvikling. Det havde jeg vel knapt nok selv. Men det indebar blandt andet, at yoga indgik i programmet, og det var af flere årsager nyttigt. Når man skal trække vejret, hvor der ingen luft er, er det godt at øve vejrtrækning undervejs.

En fattig studerende

Derhjemme går jeg nok for at være en halvhård businessmand, der kan rydde op og træffe barske beslutninger, når jeg finder det nødvendigt. Jeg vil påstå, at jeg også har mine bløde sider. Blandt dem, der fik dem at mærke, var en af de 52 bærere, vi 14 bjergvandrere havde med til at slæbe telte, mad og soveposer. Richard Mtui hedder han, og jeg blev berørt af hans fortælling om, at hans far forsøgte at tjene penge til sønnens sygeplejerskeuddannelse, men var kommet til skade og ikke var i stand til at samle penge ind.

Vi holdt en uges ferie i Zanzibar efter strabadserne på bjerget og drak nogle velfortjente gin og tonic. Forinden fik vi aftalt med Richard, at han skulle sende nogle informationer om forløbet af sin uddannelse, som han var to år henne i. Jeg besluttede, at jeg gerne ville betale for de sidste halvandet år, og han er nu sponseret af Keld Sund Nielsen Holding ApS. Det var i sig selv en udfordring at få overført penge til Richard, men nu er det lykkedes, og jeg har også betalt en ny computer til 270 dollars. Vi skriver frem og tilbage, og en ny drøm er ved at formes i mit hoved. Når han bliver sygeplejerske i 2021, vil jeg gerne være der og lykønske ham. De 60 dollars, han fik for at tage slæbet op ad Kilimanjaro for os turister rækker ikke langt, når man er fra en lerhytte i et af verdens fattigste lande. Jeg tager gerne turen til Østafrika igen for at besøge Richard og hans familie.

Hjemme i hamsterhjulet

Jeg glemte at fortælle om udsigten, da vi nåede toppen af bjerget: Det var et betagende skue i solnedgangen. Vi befandt os langt over trægrænsen, og meget af den sne, der tidligere har beklædt Kilimanjaro, er smeltet. Fra flere tusinde kilometers højde kunne vi næsten ane, hvor vi fire år tidligere havde plantet drømmen om at bestige et bjerg, der på spidsen rejser sig 5.895 meter over havet.

Mine sønner er for længst draget videre mod nye mål i Kina, Japan og det øvrige Asien, og jeg føler mig beriget som menneske af at have haft oplevelsen sammen med dem. Vi følte os nærmest vægtløse og afsondrede ved enten helt at måtte undvære mobil og computer eller have en forbindelse så dårlig, at det ikke var umagen værd at forsøge at opretholde forbindelsen til omverdenen. Det viste sig, at det kunne man vænne sig til, og det kan bestemt anbefales i en periode til at rense en fortravlet sjæl.

Jeg må indrømme, at jeg nu er tilbage i det privilegerede hamsterhjul og er til rådighed det meste af døgnet igen. Men jeg øver mig på at være et bedre mennesker og have blik for andet end at optimere produktion og fokusere på bundlinje. Der er så meget andet mellem himmel og jord.